Apotekernes navngivning i Norden og Tyskland er karakteristisk ved de mange dyrenavne, specielt har løve og svane, men også elefant og hjort været benyttet. Andre symboler er eksempelvis hane og ørn samt kongekrone og vajsenhusbørn.

Løven blev anvendt ved apoteksnavngivning, fordi den med sin styrke og med sin tilknytning til kristendommen og alkymien var et billede på livskraften.

Svanens anvendelse i apoteksnavne kan forklares ved, at den smukke fugl symboliserer klogskab, ro og værdighed.

I udstillingen vises også skilte fra apoteker, som ikke har et symbol knyttet til navnet:

• Køge Torvets Apotek (oprettet 1646) – Træskilt bemalet Kiøge Apothek
• Hørsholm Apotek (oprettet 1840) – Stort træpanel med ordet APOTEK i hvidmalede bogstaver
• København Istedgades Apotek (1896-1996) – To glasskilte i trærammer
• Holte Apotek (oprettet 1919) – Mahogni-skilt, som bærer teksten APOTEK (belagt med bladguld)
• Hellerup Øregård Apotek (1932-2003) – Smedejernsbogstaverne Øregaard
• København Oxford Allé Apotek (1936-2008) – Enkeltbogstaverne A P O T E K

Æskulapstaven ses også i form af to dørhåndtag af bronze fra Ordrup Apotek (oprettet 1930).

Vægdekoration med blomster, slange og morter fra Brede Apoteksudsalg (oprettet 1977) under Virum Apotek.

Arbejdet i apoteket er illustreret på følgende måder:

• Facadevindue fra København Østerbro Apotek (1869-1993) med et »glasmaleri«, som forestiller en apotekersvend, der støder i en morter
• Glasmosaik med apoteksredskaber fra København Dyveke Apotek (1932-2010)
• Fire glaspartier fra København Oxford Allé Apotek (1936-2008) med apoteksredskaber som indslebne motiver
• Billedserie fra 1975 fra København Enghave Apotek (oprettet 1922), der viser arbejdsfunktioner i apotekets lokaler: officin (publikumsrum), receptur (receptekspeditionslokale), laboratorium og defektur (påfyldningslokale

Indtil 1913 havde apotekerne i provinsen ret til at forhandle vin. I udstillingen set et reklameskilt for druevin og spirituosa fra Vester-Skerninge Apotek (oprettet 1888).

I udstillingen vises følgende billeder:

• Parti fra Flakhaven, Odense, ca. 1600, med bispegården Beldenaks Gaard, der husede Odense Løve Apotek (1549-1989) fra oprettelsen til 1636
• Officinet i Odense Løve Apotek, Fisketorvet, ca. 1919
• Parti fra Østeraa, Aalborg, 1885, med Jens Bangs Stenhus, der har huset Aalborg Svane Apotek (oprettet ca. 1622) siden 1665
• Interiør fra Teknisk Materialhandel, København Svane Apotek (1660-1994), Ny Østergade, ca. 1877
• Officinet i Vesterborg Apotek (1842-1985), 1906
• Officinet i Asnæs Apotek (oprettet 1905), 1925
• Kælderen i Køge Torvets Apotek (oprettet 1646), 1938 (to billeder)

Herudover ses følgende malerier:

• Malerier af de to stiftere af apoteksgrossistfirmaet Bang & Tegner A/S, cand.pharm. Frants Bang (1844-1916) og cand.pharm. Ludvig Tegner (1851-1924)
• Maleri af firmaets domicil i Gothersgade 37, København, årene 1887-1937

Apotekerne havde tradition for at forene apoteksvirksomheden med anvendelsen af gedigen brugskunst ved udformningen af apoteksofficinernes inventar og løsøre som krukker, flasker, mortere og vægte.

I officinet var der borde og vægskabe med talrige skuffer, ofte udført i ædle træsorter. Oven over skabene fandtes reoler, hvor krukker og flasker, betegnet standbeholdere, var opstillet i snorlige rækker. Skuffer og standbeholdere rummede lægemidler og bar påskrifter, kaldet signaturer, med latinsk nomenklatur. I samlingen er opstillet en mørk træreol, der skal illudere en apoteksreol.

Klenodiet i samlingen er et skuffedarium fra Det Kongelige Frederiks Hospitals Apotek.

Ved apotekets åbning rummede officinet 374 skuffer med lysegrå forsider, bemalet med særdeles fine rokokodekorationer. Skufferne blev anvendt til opbevaring af råvarer. Senere fik officinet nyt inventar, og de gamle skuffer blev overmalet med en grøn farve og opstillet i apotekets materialkammer. Da apoteket lukkede i 1965, blev nogle af disse skuffer reddet. Efter farveaftagning fremkom de oprindelige lysegrå forsider med dekorationer.

Det udstillede skuffedarium rummer 16 af de originale skuffer fra 1758. I nedenstående oversigt er anført de danske navne på de stoffer, der har været opbevaret i skufferne, samt stoffernes anvendelse.

Træbeholdere, såkaldte træbøsser eller buddiker, til opbevaring af droger var blandt de tidligste standbeholdere, og de blev anvendt indtil slutningen af 1800-tallet. Træbøsser var ofte malet i stærke farver, men kunne også være lakerede. I samlingen ses 20 meget smukke træbøsser fra Tønder Løve Apotek i forskellige størrelser og udformninger. De ældste er fra midten af 1700-tallet, og deres bevarelse er sikret ved konservering.

I 1400-tallet opstod der fajanceværksteder i Sydeuropa, og i de følgende århundreder bredte fajanceproduktionen sig til det øvrige Europa, inklusive Danmark. Fajancekrukker til apoteksbrug var forsynet med glasur og havde ofte en koboltblå dekoration, som typisk bestod af en signatur omgivet af en krans af stiliserede blomster eller blade eventuelt med frugtkurve, kvaste, englehoveder og påfugle. Udstillingen rummer enkelte ældre standbeholdere af fajance: to små velbevarede krukker samt to lidt større, der er henholdsvis skåret foroven og nænsomt restaureret; endvidere en karakteristisk kugleformet saftkande på fod med signaturen »S. violarum« (Viol-syrup). Eksempler på nyere fajancestandbeholdere er salvekrukker med signaturerne »Pasta zinci mollis« (Blød zinkpasta) og »Ungv. plumbi« (Diakylonsalve, en blysalve). Fajancekrukker kunne også tjene som prydkrukker som den i udstillingen viste store krukke af polykromt dekoreret Aluminia-fajance med låg af form som en kongekrone og med inskriptionen »Hypnotica«. Prydkrukken er fremstillet til København Vaisenhus Apotek i 1902.

Udstillingen omfatter desuden to andre typer af porcelænskrukker, en saftkande til »Linct. pectoral.« (Brystsaft)fra Hillerød Frederiksborg Apotek samt en iglekrukke med signaturen »Hirudines« (Igler) fra Tønder Løve Apotek.

Stentøjskrukker, fremstillet af ildfast ler og forsynet med glasur i forskellige farvetoner, blev især anvendt til opbevaring af salver. I udstillingen ses forskellige typer af disse krukker:

• Stentøjskrukker med gråblå glasur og indgraverede signaturer: »Ungv. hydrargyri a 3 Gram« (Grå kviksølvsalve) og »Ungv. oxyd. zincic.« (Zinksalve); herudover en krukke signeret »Hirudines« samt en stor stentøjsbeholder med signaturen »Aqua destillata« (Destilleret vand)
• Stentøjskrukker, fremstillet af Hjorths Fabrik i Rønne, med brun glasur og påmalede signaturer: »Adeps lanae c. aqua« (Lanolin) og »Pasta zinci oxydi« (Zinkpasta) samt en stor krukke til »Adeps lanae« (Vandfrit lanolin, Uldfedt)
• Stentøjskrukke fra København Sydhavnsapoteket, fremstillet af Holmegaard Glasværk i 1934, med grønsort glasur, relief visende en morter på baggrund af et forgyldt anker og påmalet signatur: »Ungv. pomadinum« (Pomadesalve)

Allerede i 1500-tallet begyndte man at bruge glas til standbeholdere på apotekerne, og efterhånden vandt glas udbredt anvendelse, fordi det var både billigt og velegnet til opbevaring af lægemidler. Standbeholdere af glas var således indifferente over for de fleste kemikalier, lette at forsyne med signatur og dekoration, nemme at rengøre samt gennemsigtige, således at indholdet lettere kunne kontrolleres. Glas blev anvendt til flasker og krukker i forskellige former og farver. Standbeholdere af glas blev brugt indtil 1960’erne, da apotekerne af rationaliserings- og sikkerhedshensyn gik over til at opbevare hjemkøbte råvarer i grossistemballagen.

I udstillingen vises et bredt udvalg af de forskellige typer af standbeholdere af glas, heriblandt:

• En samling af brune standflasker og standglas opstillet i »snorlige rækker« som på et apotek; signaturerne var oftest udformet med sort skrift på hvid baggrund i sort ramme
• En række specielle standbeholdere, en blå og fire brune, med etiketter af porcelæn fra København Vaisenhus Apotek fra 1902
• Et stort antal klare og brune standbeholdere i diverse størrelser og faconer med forskelligt udformede signaturer; de største standflasker var i reglen meget enkelt udformet med signatur i form af malede bogstaver, eksempelvis flasker til »Aqua destillata«.

I oldtiden blev morterne fremstillet af sten eller træ. I middelalderen blev hertil føjet mortere af bronze, idet datidens klokkestøbere overførte deres erfaringer fra støbning af kirkeklokker til støbning af mortere. Senere fulgte tillige mortere af jern, messing, fajance, porcelæn og glas. Morterkunsten nåede sit klimaks i renæssancen, da bronzemorterne i form og dekoration ofte var pragtstykker af kunsthåndværk. Morter & pistil i forskellige udformninger blev i århundreder tillige et fremtrædende apotekslogo.

Ifølge sagens natur var det vigtigt at anvende nøjagtige vægte og lodder i apoteket ved afvejning af de i lægemidlerne indgående stoffer. Alt efter de mængder, der skulle afvejes, og den præcision, som skulle opnås, blev der benyttet forskellige typer af vægte, således analysevægt, håndvægt og arreteringsvægt til afvejning af mindre stofmængder, recepturvægt til afvejning af lidt større stofmængder og decimalvægt til afvejning af store stofmængder. Hver af disse vægttyper er udstillet i samlingen:

• Analysevægte, indbygget i glasskabe for beskyttelse mod støv, træk og fugtighed og forsynet med arreteringsindretning, der fastlåser vægten, når den ikke er i brug. Annalysevægte anvendtes til afvejning af eksempelvis mindre mængder stærktvirkende stoffer med en nøjagtighed af ca. 1 mg
• Håndvægte, der kan holdes i hånden eller ophænges i et stativ, til forskellige maksimalbelastninger
• Håndvægt med porcelænsskåle, mærket »Gift«, til en maksimalbelastning på 5 g
• Arreteringsvægt, fæstet på en træplade og forsynet med arreteringsindretning, til en maksimalbelastning på 200 g
• Recepturvægte, fæstet på træplader, til forskellige maksimalbelastninger
• Decimalvægt, der adskiller sig fra de øvrige vægte ved at være uligearmet, idet den arm, som lodderne på vægtskålen virker på, er 10 gange længere end den arm, som påvirkes af den afvejede genstand på vægtpladen, således at der kun skal benyttes lodder svarende til 1/10 af vægten af den afvejede genstand. Decimalvægten tåler en maksimalbelastning på 25 kg

Ved vægtene er placeret de tilhørende lodsæt, omfattende fire typer: analyselodsæt med milligram- og gramlodder samt lodsæt med henholdsvis gramlodder, pundlodder og kilogramlodder. Endvidere ses tareringsbægre med blyhagl.

Ud over de traditionelle vægte med tilhørende lodder rummer udstillingen ligeledes nyere elektroniske vægte.

Secale cornutum (Meldrøje) er en mørkbrun/sortviolet svamp, der vokser på kornsorter, især rug. Meldrøje indeholder stærktvirkende alkaloider, og tidligere har brød bagt af meldrøjeforurenet rug været årsag til svære forgiftninger med kramper. Medicinsk anvendtes meldrøje i form af en ekstrakt som vestimulerende og blodstillende middel ved fødsler.

Andre eksempler i udstillingen på karakteristiske droger i hel stand er agar, gult voks, hørfrø, lakridsrod, sennesbælge og spanske fluer.

I udstillingen ses endvidere en grossistpakning fra firmaet Alfred Benzon, som har indeholdt 1340 g opium i pulveriseret form og med et morfinindhold på 10,06 %. Et spritholdigt udtræk af opium, Tinctura opii (Opiumsdråber), var tidligere meget benyttet som smertestillende middel, ligesom det var en bestanddel af flere hostesafter i kraft af opiums hostestillende virkning.

På arbejdsbordet med redskaber og apparater til findeling og videre præparation af plantedroger ligger et bundt tørret røllike, Herba millefolii, på et brædt med langkniv klar til at blive skåret i stykker. Røllike blev anvendt som bittermiddel.

Størsteparten af de til lægemiddelfremstilling benyttede kemikalier, hvad enten de er terapeutisk virksomme stoffer (lægemiddelstoffer) eller hjælpestoffer, er hvide. De udstillede kemikalier er udvalgt for at vise eksempler på farvede metalforbindelser, som tidligere anvendtes i terapien, især i form af salver og plastre til behandling af hudlidelser. Nogle af stofferne brugtes også indvortes, men i beskedne doser, da deres giftighed var kendt, og bivirkningerne kunne være alvorlige. Disse midler er nu forladt og afløst af langt sikrere lægemidler med specifik virkning. Blandt de farvestrålende kemikalier i udstillingen kan nævnes røde forbindelser af kviksølv, fx Cinnabaris viennensis og Hydrargyri sulfidum rubrum, som begge betegnes merkurisulfid eller cinnober på dansk. Kobberforbindelser er blå/turkis, eksempelvis Aerugo eller spanskgrønt, som er basisk kobberacetat.

Drogeudtræk har tidligere spillet en dominerende rolle blandt de flydende lægemidler til indvortes brug, men gennem 1900-tallet aftog betydningen af drogeudtræk i takt med fremkomsten af renfremstillede lægemiddelstoffer.

Blandt de hyppigst anvendte drogeformer kan nævnes bark, blade, blomster, frugter, frø, rødder og hele planter, hvoraf de fleste er af en sådan form, at de må findeles, før de kan benyttes til ekstraktion. Endvidere har drogens findelingsgrad betydning for ekstraktionsprocessen, idet stigende findelingsgrad ved forøgelse af drogens overflade samt lædering af flere celler medfører stigende ekstraktionshastighed og -udbytte.

Droger kan findeles ved skæring, knusning eller pulverisering ved hjælp af følgende redskaber og apparater, der er udstillet i samlingen:

• Drogekværne, gulv- og bordmodeller, benyttes til pulverisering af droger i større mængde
• Langkniv benyttes hovedsagelig til skæring af rødder og hele planter i større mængde
• Hakkekniv med tilhørende hakkebræt er især egnet til skæring af små mængder droge
• Mortere i forskellige størrelser kan anvendes til knusning af droger, der ikke kan findeles ved skæring, fx frø og harpikser

Som typiske eksempler på drogeudtræk kan nævnes dekokter, tinkturer og ekstrakter, fremstillet ved henholdsvis kogning, maceration og perkolation. De hertil anvendte redskaber og apparater er udstillet i samlingen.

Tinkturer blev tidligere anvendt både som brugsfærdige lægemidler og som hjælpepræparater i fx likvorer og miksturer, der er flydende lægemidler til indvortes brug, i dag betegnet orale opløsninger.

Ved fremstilling af en opløsning af et fast stof opløste man gerne stoffet i varmt vand, fordi opløseligheden af et fast stof i almindelighed stiger med temperaturen, og selve opløsningsprocessen forløber hurtigere med stigende temperatur. Herefter blev opløsningen filtreret for at få en klar væske uden faste partikler.

Et vanddestillationsapparat består af en destillationsbeholder med varmekilde, en kondensator og en beholder til opsamling af destillatet. Denne kan være indbygget i apparatet eller anbragt udenfor. Ved destillationen fjernes drikkevandets indhold af kalciumsalte og andre opløste stoffer. I samlingen er udstillet tre vanddestillationsapparater: et gasopvarmet apparat af kobber, et elopvarmet apparat af stål og et elopvarmet, kontinuerligt arbejdende apparat af stål, ophængt på en væg.

Endvidere er der udstillet et gasapparat med skål og en glastragt med et foldefilter af papir til brug ved fremstilling af opløsninger.

Lægemidler, der bringes i direkte kontakt med blod, væv eller vævsvæsker, samt lægemidler, som appliceres på særligt følsomme slimhinder, fx omkring øjnene, skal være sterile, det vil sige fri for formeringsdygtige mikroorganismer.

Som typiske eksempler på sterile lægemidler kan nævnes følgende lægemiddelformer:

• Injektionsvæsker, der er flydende lægemidler, beregnet til indføring i organismen ved indsprøjtning gennem hud, slimhinder eller serøse hinder
• Øjendråber, der er flydende lægemidler, beregnet til inddrypning i konjunktivalsækken
• Øjensalver, der er lægemidler af salveagtig konsistens, beregnet til applikation i konjunktivalsækken eller på øjenlågsranden
• Øjenbadevande, der er væsker til skylning af øjet for fjernelse af urenheder eller fremmedlegemer

Fremstilling af sterile lægemidler omfatter:

• Aseptisk præparation, hvorved forstås præparation under forhold, der tilsigter at undgå mikrobiel kontaminering
• Emballering under anvendelse af emballage, der tillader sterilisation af lægemidlet i udleveringsbeholderen
• Sterilisation, normalt en varmebehandling, der med stor sikkerhed dræber tilstedeværende mikroorganismer

Aseptisk præparation udføres i et »rent rum«, tidligere i form af et kabinet, et såkaldt »steriskab«, udstyret med en lampe, der udsender ultraviolette stråler, senere i form af et Laminar Air Flow-kabinet, betegnet en »LAF-bænk«, hvor luftstrømmen er sterilfiltreret. Ved præparationen anvendes så vidt muligt sterile lægemiddel- og hjælpestoffer samt sterile redskaber og apparater. Er der tale om vandige opløsninger, efterfølges præparationen af en filtrering gennem et filter, som tilbageholder bakterier. Sterilfiltrering blev tidligere foretaget ved hjælp af et asbestfilter, et såkaldt seitzfilter, hvor filtreringen skete ved at presse væsken gennem en filterplade, bestående af asbestfibre, eller ved hjælp af et glasfilter, hvor væsken blev presset eller suget gennem en filterplade, bestående af sammensintret glaspulver. Senere er man gået over til at sterilfiltrere vandige opløsninger ved presning gennem et membranfilter, fremstillet af celluloseestere.

Som led i den aseptiske fremstilling af sterile lægemidler indgår påfyldning af disse i de til udlevering bestemte, sterile beholdere.

Øjensalver udleveres i tuber med en snæver spids til påføring. Øjensalver kan tillige påføres ved hjælp af en øjenstang.

Øjenbadevande udleveres i flasker og anvendes under brug af en øjenansats, et øjenbadeglas eller en øjenundine, som består af en lille glasbeholder med en spids tud til skylning af øjet.

Øjensalver kan ikke varmebehandles.

I samlingen er udstillet alle ovennævnte redskaber, apparater og emballager til fremstilling og udlevering af sterile lægemidler, herunder en opstilling i et steriskab, der viser fremstilling og påfyldning af øjensalve. Endvidere ses tre autoklaver: en gasopvarmet af kobber, en elopvarmet af stål og en mindre model til placering på et gaskogeapparat.

Udstillingen omfatter desuden en unik samling af øjenbadeglas i forskellige faconer, materialer og farver.

En særlig gruppe af sterile lægemidler er radioaktive lægemidler.

I udstillingen ses en samling af genstande fra Isotop-Apoteket til belysning af indkøb, fremstilling, lagerholdelse, distribution og kontrol af radioaktive lægemidler. Udstillingen viser blandt andet lægemiddelpakninger, etiketter og skilte, ^99mTc-generatorer, lommedosimetre, en mini-monitor (til måling af γ- og røntgen-stråling), afskærmning opbygget af blysten, blybeholdere til emballering af radioaktive lægemidler i hætteglas samt tænger til lukning og åbning af hætteglas. Endvidere omfatter udstillingen en LAF-boks, som blev benyttet i Isotop-Apoteket ved dispensering af radioaktive lægemidler.

Som supplement til udstillingen haves et billedmateriale med tilhørende beskrivelser, omfattende ca. 300 digitaliserede billeder, der viser indretningen af Isotop-Apoteket og de arbejdsmetoder, som blev anvendt ved håndtering og kontrol af radioaktive lægemidler. Billedmaterialet er baseret på Isotop-Apotekets lysbilledsamling, der blev anvendt til undervisningsbrug i Danmark og i udlandet.

Isotop-Apoteket blev nedlagt i 2003, og distributionen af radioaktive lægemidler overgik til producenter og til Hovedstadens Sygehusfællesskab, nu Region Hovedstadens Apotek.

Den disperse fase kan udgøres af olie, paraffinolie eller fedtstoffer og den homogene fase af vand (olie/vand-emulsion) eller omvendt (vand/olie-emulsion). For at fremme emulsionens dannelse og forøge dens stabilitet tilsættes en emulgator, der danner en film omkring den disperse fases partikler og derved beskytter dem mod at flyde sammen. Emulsioner kan være beregnet til indvortes brug (oralt brug) i form af miksturer eller til udvortes brug (kutant brug) i form af linimenter eller cremer.

Emulsioner fremstilles sædvanligvis ved at sætte den disperse fase til den homogene fase og derefter behandle blandingen i en emulsionsmaskine, hvor emulsionsdannelsen kan foregå ved presning af blandingen gennem snævre kanaler under højt tryk. I samlingen vises tre emulsionsmaskiner, to hånddrevne og en motordreven, der virker efter dette princip.

Pulvere fremstilles af pulverformede stoffer, der forinden er underkastet en sigtning gennem en sigte med passende maskeåbning. I samlingen er udstillet et praktisk sigteapparat, Kressner’s universalsigte. Apparatet består af en sigte monteret i en cylinder, som er anbragt på en beholder til opsamling af det sigtede pulver. Til apparatet hører et låg samt et sæt sigter med forskellige maskeåbninger. Endvidere er udstillet et mindre sigteapparat med tilhørende sigter til aseptisk sigtning.

Ved blanding af pulvere sammenrives først de stoffer, der indgår i mindre mængder, hvorefter de øvrige stoffer tilblandes lidt efter lidt under fortsat sammenrivning. Er de enkelte stoffer ikke lige vægtfyldige, sættes dog det letteste pulver efterhånden til det tungeste. Normalt sker sammenrivningen i en morter. Er der tale om blanding af en mindre mængde pulver, kan anvendes en pulverblandedåse, en cylindrisk dåse med afrundede kanter og indeholdende to stålkugler. Blandingen sker ved hjælp af de to kugler, som sættes i kredsende bevægelse ved rotation af dåsen. Pulverblandedåser af forskellige fabrikater er udstillet i samlingen.

Pulvere udleveres i beholdere af pap, glas eller plast.

Pulvere kan også anvendes til udvortes brug. De blev tidligere betegnet puddere eller strøpulvere og udleveret i strødåser af pap, metal eller plast. Et udvalg heraf er vist i samlingen.

Afdelte pulvere skal veje mindst 500 mg og fremstilles, hvis de indeholder mere end ét stof, ved blanding af pulverformede lægemiddelstoffer og eventuelt fyldemiddel, normalt laktose, for at opnå mindstevægten, hvorefter blandingen doseres i pulverkapsler af almindeligt papir eller paraffineret papir for at beskytte pulveret mod luftens påvirkning.

Ved fremstilling af et mindre antal afdelte pulvere foretages afdelingen ved afvejning på en håndvægt. De afvejede portioner anbringes på kapsler af horn, plast eller metal, hvorfra de hældes ned i de til udleveringen bestemte pulverkapsler, som forinden er ombukket i den ene ende og oplukket i den anden ende ved et tryk på kanterne af kapslen eller ved hjælp af en blæser. Efter påfyldningen lukkes kapslerne ved at ombukke den frie ende og føre den anden ende ind deri.

Ved fremstilling af et større antal afdelte pulvere kan man benytte en såkaldt pulversaks, hvormed man »klipper« de enkelte pulvere. Pulversaksens ene kæbe er forsynet med en ske, der ved forskydning af et metalstykke kan gøres større eller mindre efter pulverets vægt, og som fyldes ved at indføre pulversaksen i pulveret. Pulversaksens anden kæbe er forsynet med en afstryger, der ved klipningen frembringer en plan overflade på det pulver, som findes i skeen. De klippede pulvere kan hældes direkte fra pulversaksen ned i pulverkapslerne.

I samlingen vises forskellige modeller af ovennævnte redskaber og apparatur til fremstilling af afdelte pulvere samt et udvalg af afdelte pulvere fra forskellige apoteker.

Hårde gelatinekapsler består af to cylinderformede halvdele, der hver er lukket i den ene ende, og som kan skydes ind i hinanden og dermed indeslutte den enkelte dosis af lægemiddelstoffet. Doseringen, der sker efter rumfang, og den efterfølgende lukning af kapslerne foregår ved hjælp af et hertil indrettet doserings- og lukkeapparat, der er udstillet i samlingen. Originalpakninger med tomme, hårde gelatinekapsler i flere størrelser er også udstillet.

Bløde gelatinekapsler er normalt kugle- eller ægformede. Afmåling af væske og fyldning af denne i kapslerne kan udføres med en injektionssprøjte, forsynet med en grov kanyle. Den efterfølgende lukning kan foretages med nogle dråber smeltet gelatineopløsning. En kapselform til støbning af bløde gelatinekapsler samt standbeholdere med bløde gelatinekapsler ses i udstillingen.

Chokoladepastiller fremstilles af en masse af lige dele smeltet, bitter chokolade og pulveriseret rørsukker, blandet med pulveriseret lægemiddelstof. Massen udrulles til strenge, der gennemskæres i stykker med en vægt på ca. 1 g, hvorefter de udskårne stykker formes til kugler, som anbringes på en plade og bibringes en plankonveks form ved at banke pladen mod et fast underlag.

Man gik senere over til at fremstille pastiller ved komprimering i tabletmaskine.

I samlingen er udstillet pastilstikkere af forskellig type og størrelse samt standbeholdere med pastiller.

I udstillingen vises redskaber til fremstilling af piller samt standbeholdere med piller. Endvidere ses redskaber til aftælling og påfyldning af piller samt forbrugerpakninger med piller.

Blandt redskaberne til aftælling af piller skal den såkaldte pilletællepyramide nærmere omtales. Pilletælleren har form af en ligesidet pyramide, og dens anvendelse til aftælling af piller beror på det forhold, at for ens piller, der fyldes i pyramiden, vil den procentdel, som mellemrummene mellem pillerne udgør af det, som pillerne fylder i alt, være uafhængig af, om der er tale om et præparat bestående af små eller store piller. De ens piller fyldes i pyramiden, således at der dannes en kvadratisk grundflade, hvis sidelængde, målt i antal piller, svarer til et bestemt totalt antal piller i pyramiden. Eksempelvis svarer en sidelængde på 5 piller til et indhold af 55 piller i pyramiden, således at man ved at fjerne 5 piller opnår en pakningsstørrelse på 50 piller, medens en sidelængde på 6 piller svarer til et indhold af 91 piller i pyramiden, således at man ved at tilføje yderligere 9 piller opnår en pakningsstørrelse på 100 piller. På en af pyramidens sider er tallene for de hyppigst anvendte pakningsstørrelser indgraveret.

Tabletter er imidlertid også et symbol på farmaciens teknologiske og strukturelle udvikling gennem de sidste hundrede år. Indtil da blev alle lægemidler fremstillet på apotekerne. Opfindelsen af lægemiddelformen tabletter og af motordrevne tabletmaskiner, der muliggjorde masseproduktion af tabletter, skabte grundlag for etablering af en lægemiddelindustri fra slutningen af 1800-tallet. Hermed indledtes en strukturændring inden for lægemiddelproduktion, hvilket i løbet af 1900-tallet førte til lægemiddelindustriens gradvise og sluttelig til dens endelige overtagelse af lægemiddelfremstillingen fra apotekerne.

Tablettens historie begynder i 1844, da den engelske urmager og opfinder William Brockedon opfandt »shaping pills« og fik patent på en håndpresse til fremstilling af de »formede piller« ved komprimering.

Den nye lægemiddelform fik snart navnet »compressed pills« i England og USA. I 1877 begyndte det amerikanske firma John Wyeth at markedsføre »compressed pills« under betegnelsen »tablets«, og i 1878 gjorde det engelske firma Burroughs, Wellcome & Co. det samme. Herefter blev ordet tabletter den almindelige betegnelse for doserede lægemidler til indvortes brug, fremstillet ved komprimering.

Tabletten blev introduceret i Danmark i slutningen af 1800-tallet af den spirende udenlandske lægemiddelindustri, blandt andet af det førnævnte engelske firma Burroughs, Wellcome & Co., hvis tabletpræparater oven i købet var smukt forarbejdede, og af det tyske firma Friedrich Bayer & Co. Efterfølgende blev der også startet en hjemlig produktion af tabletter af de to første danske lægemiddelindustrivirksomheder, firmaet Alfred Benzon, grundlagt i 1849 som engroshandel for droger, kemikalier og materialvarer, og Løvens Kemiske Fabrik, nu LEO Pharma, oprettet i 1908.

Konkurrencen fra de industrielt fremstillede tabletpræparater blev imidlertid i stigende grad et problem for apoteksfarmacien og vakte efterhånden apoteksfarmaceuternes interesse for den maskinelle tabletfabrikation. Flere farmaceuter publicerede således arbejder, der virkede banebrydende for en mere almindelig udbredelse af tabletfremstilling på apotekerne. Blandt andre udgav Hans Peter Møller, farmaceut på Hellerup Apotek, i 1922 en bog om tabletfremstilling med en samling af tabletforskrifter, specielt beregnet for apoteksproduktion. I bogen møder man farmaceutens glæde ved at fremstille tabletter i følgende udtalelse: »Naar Maskinen saaledes er rigtig indstillet, og Tabletmassen fremstillet lege artis, foregaar Comprimeringen uden nogensomhelst Genvordighed, og man betragter med Velbehag den jævne Strøm, hvori Tabletterne forlader Maskinen.«

Samlingen rummer en »arbejdende« tabletteringssektion, der viser de vigtigste typer af tabletmaskiner og andre apparater, som har været benyttet i forbindelse med fremstilling af tabletter i danske apoteker og lægemiddelindustrivirksomheder. Maskinerne og apparaterne er bragt i funktionsdygtig tilstand ved restaurering, således at udviklingen af tabletfremstillingen fra håndværk til industri kan demonstreres »live«. Måleapparatur til kontrol af tabletters tekniske egenskaber er også at finde i tabletteringssektionen, ligesom udstyr til påfyldning i de for forbrugerne beregnede pakninger.

Konventionel granulatfremstilling i mindre skala udføres ved at blande lægemiddelstof, fyldemiddel og sprængemiddel, fugte denne blanding med en opløsning af bindemiddel i en egnet væske og korne den fugtige masse ved rystning eller presning gennem en sigte. Efter tørring sigtes granulatet atter for at opnå en passende kornstørrelsesfordeling, og sluttelig tilblandes glittemiddel.

Granulatfremstilling i større skala foregår i lukkede apparaturer og under anvendelse af teknikker, eksempelvis fluidisering, der indebærer god produktionshygiejne, giver granulater med reproducerbare egenskaber og lader alle trin i fremstillingen ske i én arbejdsgang.

Til illustration af apotekernes fremstilling og tørring af tabletgranulater er der i samlingen udstillet en oscillerende granuleringsmaskine, fabrikat Jensen, og et granulattørreskab. Granuleringsmaskinen består af en beholder, hvis bund er forsynet med en udskiftelig, krum sigteplade, hvorover oscillatoren er anbragt. Ved dennes bevægelse gnides den fugtede pulverblanding gennem sigten. Det fremstillede granulat glider ned ad en sliske og opsamles i en skål. Det fugtige granulat udbredes herefter i tynde lag på karduspapir på bakker i tørreskabet, hvor granulatet tørres ved sugning af svagt opvarmet luft gennem skabet.

Til bibringelse af et indtryk af de anvendte stofmængder ved tabletgranulering i industriel målestok vises tillige følgende udstyr:

• En elektronisk gulvvægt til en maksimalbelastning på 600 kg, fabrikat Sauter, model ECC 600
• En tilhørende vægtterminal, fabrikat Mettler, model E 2100, med printer, fabrikat Citizen, model 120 D
• En tromleblander, fabrikat J. Engelsmann, med en tromle på 150 liter, der under rotationen bringer pulverpartiklerne i bevægelse i tredimensionelle baner, hvorved partiklerne blandes

Endvidere er der i udstillingen opstillet nedennævnte tabletmaskiner, der dels repræsenterer de vigtigste typer af tabletmaskiner, som har været benyttet i danske apoteker og lægemiddelindustrivirksomheder, dels viser udviklingen i maskinernes konstruktion og produktionskapacitet.

• Excentertabletmaskiner er helautomatiske, hånd- eller motordrevne maskiner. De har et matricebord med en matrice og en bevægelig fyldesko (se nedenstående billedserie). Matricen fyldes med understemplet i sin nedre stilling ved, at fyldeskoen bevæger sig hen over matricen og ryster granulatet ned i denne. Når skoen derefter bevæger sig tilbage, glatter den granulatets overflade, således at denne kommer i plan med matricebordet. Overstemplet bevæger sig nu ned og foretager komprimeringen. Understemplet bevæger sig op og fører herved tabletten op i matricebordets plan, skoen skubber tabletten væk, og understemplet sænkes derefter ned til sin oprindelige stilling, hvorefter matricen atter er klar til at modtage granulat. Over- og understemplets samt fyldeskoens bevægelser styres ved rotation af excentrisk udskårne skiver på samme akse. Denne excentrik har givet navn til de pågældende tabletmaskiner.
• Rotationstabletmaskiner, »rundløbere«, har et cirkulært matricebord med et større antal matricer, der er placeret langs randen af matricebordet med regelmæssige mellemrum. Matricebordet roterer, og matricerne fyldes med granulat ved at passere under en fastsiddende fyldesko. Til hver matrice hører et over- og et understempel. Komprimeringen sker ved, at såvel over- som understempler bevæger sig mod hinanden ved passage af henholdsvis en øvre og en nedre trykrulle. Herved bliver trykket ens på begge sider af tabletten.

Prøve for massevariation (Ph.Eur. 2.9.40)
Prøve for tabletters massevariation udføres i dag i henhold til Den Europæiske Farmakopé og er en prøve, der anvendes for tabletter, som indeholder 25 mg eller mere lægemiddelstof pr. tablet, og hvor dette udgør 25 % eller mere af tablettens vægt. Prøven har til formål at sikre, at de pågældende tabletters massevariation er passende lille af hensyn til doseringen af lægemiddelstoffet. Der udtages mindst 30 tabletter i løbet af tabletteringsforløbet og heraf igen 10 tabletter, som placeres i tabletdispenseren. Denne afgiver én tablet ad gangen til vejning på analysevægten, hvorefter vejeresultaterne behandles statistisk i computeren, som foreskrevet i farmakopeen. For tabletter, der indeholder mindre end 25 mg lægemiddelstof, foretages en analyse af det individuelle indhold af lægemiddelstof i et antal udtagne tabletter.

Prøver for mekanisk resistens Tabletter udsættes for mekaniske påvirkninger under komprimering, påfyldning og forsendelse samt under opbevaring og håndtering hos patienten. Det er derfor nødvendigt at sikre, at tabletter i fornøden grad besidder mekanisk resistens. Trykbrudstyrken (Ph.Eur. 2.9.8) er et udtryk for det maksimale tryk på tabletkanten, som en tablet kan modstå uden at sønderdeles. Apparatet til måling heraf består af en fast og en forskydelig kæbe, der holder tabletten fast i opretstående stilling under prøvningen. Den forskydelige kæbe belastes gennem en fjeder, der spændes ved hjælp af en håndskrue. Som mål for trykbrudstyrken anvendes afstanden, som skruen har bevæget sig. Slidstyrken (Ph.Eur. 2.9.7) er et mål for det afslidningstab, der finder sted, når tabletten udsættes for bevægelser og kræfter, der svarer til, hvad den kan blive udsat for ved påfyldning og hos forbrugeren. 

Pilutermen bygger på det forhold, at ved afdrypning af en smeltet fedtstofblanding i en indifferent væske med en temperatur og en massefylde, der er lavere end fedtstofblandingens størkningspunkt og massefylde, vil fedtdråberne synke ned gennem væsken og undervejs stivne i kugleform.

Pilutermen består øverst af en opvarmet forrådsbeholder, der rummer en smeltet blanding af olieholdige A- og D-vitaminkoncentrater og hærdet sojaolie. Til forrådsbeholderen er koblet et pumpesystem, hvori indgår en målesprøjte, som doserer fedtdråberne og indfører disse i et faldrør, indeholdende en ethanolopløsning, der er opvarmet foroven og afkølet forneden. Under passagen gennem faldrøret størkner fedtdråberne i kugleform. De faste piller opsamles i et glas under faldrøret. Af hensyn til blandt andet den mekaniske resistens forsynes pillerne efterfølgende med et sukkerovertræk.

Salver består af en grundmasse, salvegrundlaget, alene eller af en grundmasse, der er blandet med et eller flere lægemiddelstoffer. Salvegrundlaget kan bestå af et enkelt stof eller en blanding af flere stoffer, som traditionelt har været fedtstoffer, lanolin, vaselin og lignende.

Et salvegrundlag blandes efter omstændighederne ved sammenrøring af dets bestanddele ved almindelig temperatur eller ved sammensmeltning heraf på vand- eller dampbad. Skal der tilsættes lægemiddelstoffer, der er opløselige i salvegrundlaget, opløses de heri ved almindelig temperatur eller ved svag varme. Lægemiddelstoffer, som er uopløselige i salvegrundlaget, anvendes i fint pulveriseret tilstand og udrives med en ringe mængde af salvegrundlaget, hvorefter resten af dette tilblandes lidt efter lidt.

Sammenrøring af små mængder salve kan ske ved spatelrøring, når rivning ikke er nødvendig. Substanserne blandes ved hjælp af en salvespatel på en plan glas- eller metalplade. Er der tale om sammenrøring af salve i større portioner eller om sammenrivning af salve, kan blandingen foretages med pistil i en salvemorter, der er en lav, indvendig glaseret porcelænsmorter. Ved sammenrivning af salve i større portioner kan anvendes en salveblandingsmaskine. Afsluttende kan salven behandles i en salvemølle af valsetypen for at sikre dens homogenitet.

Tidligere havde apoteksfremstillede medicinske plastre udbredt anvendelse, men ved midten af 1900-tallet ophørte brugen heraf. I den første danske farmakopé fra 1772 var der optaget 39 medicinske plastre, i den sidste fra 1948 kun et enkelt.

Grundmassen i medicinske plastre bestod i almindelighed af harpikser tilsat voks eller fedtstoffer, som blev sammensmeltet i en plasterpande – om muligt på vand- eller dampbad. Herefter tilsattes pulveriserede, faste lægemiddelstoffer, der var uopløselige i grundmassen, og efter delvis afkøling eventuelle flygtige lægemiddelstoffer. Når plastermassen var passende afkølet, kunne den dispenseres på forskellige måder.

Plastermassen kunne ved hjælp af en opvarmet plasterkniv udstryges i et tyndt lag på shirting, lærred eller skind til brugsfærdigt plaster af passende størrelse og form, fx som »et spillekort«, »en tokrone«, »en håndflade« eller »et øre«. Skulle eksempelvis flere øreplastre bruges, kunne et større stykke plaster udstryges og øreplastre udhugges heraf ved hjælp af et stykke skarpslebet jern, en såkaldt plasterstikker, af form som et øre. 

Plastermassen kunne også udleveres som sådan, således at patienten selv foretog udstrygningen. Den kunne støbes i spånæsker, beregnet til udlevering, eller til en tynd plade i en plasterbakke og derefter afdeles i passende rektangulære stykker til indpakning i pergament- eller vokspapir. Endelig kunne plastermassen udrulles til stænger, som afdeltes i passende stykker ved hjælp af en plasterstok og efterfølgende indpakkedes i pergament- eller vokspapir.

Apotekets råvarer bestod af droger og kemikalier, og der knytter sig forskellige analysemetoder til de to typer af varer. Ud over iagttagelse af udseende og egenskaber omfatter kontrol af droger en mikroskopisk undersøgelse af drogen i findelt form eller på et tyndt snit efter passende præparation i væske samt forskellige histokemiske analyser, fx for cellulose, garvestof og stivelse.

I det følgende redegøres for identitetskontrollen af kemikalier, som den er beskrevet i »Vejledning i identitetskontrol i apoteket« fra 1957. Analyserne knytter sig til de prøver, der er foreskrevet i »Pharmacopoea Danica 1948«, og identitetskontrollen omfatter fire typer af undersøgelser: farmaceutisk bedømmelse af udseende, lugt og smag, opløselighed, fysiske prøver samt kemiske prøver.

Udseende er beskrevet ved stoffets farve samt konsistensen, der fx kan være fast stof (krystaller eller pulver) eller væske, som eventuelt kan afgive dampe. Lugt kan beskrives som »uden«, såfremt stoffet er lugtløst, eller lugtens kvalitet kan karakteriseres som svag eller stærk samt herudover fx aromatisk, ejendommelig eller stikkende. Smag bedømmes under hensyntagen til stoffets giftighed og kan karakteriseres som »uden« eller som værende fx bitter, ludagtig, saltagtig, sammensnerpende, syrlig eller varmende.

Et stofs opløselighed angives i farmakopeen som: meget let, let, moderat, tungt eller meget tungt opløseligt eller næsten uopløseligt, hvor »meget let« svarer til, at 1 del stof kan opløses i mindre end 1 del opløsningsmiddel, medens »tungt« kræver 100-1000 dele opløsningsmiddel. Dette kan være vand eller en ikke-vandig væske, og prøven foretages i reglen i et reagensglas.

Vigtigst blandt de fysiske prøver er bestemmelse af smeltepunkt for faste stoffer, som foretages meget hurtigt ved brug af Koflers Heizbank. Dette apparat er udstyret med en temperaturskala fra ca. 50º til ca. 260º, som kalibreres ved hjælp af de til apparatet hørende testsubstanser. Medens bestemmelse af smeltepunkt ikke er en specifik metode til identitetskontrol, fordi mange stoffer har ens smeltepunkter, giver påvisning af, at en blanding af to stofprøver smelter ved samme temperatur som blandingens komponenter, en overvejende sikkerhed for, at de to stoffer er identiske. Bestemmelsen udføres ved i en agatmorter at blande det foreliggende stof med en lignende mængde af en tidligere identificeret prøve af samme stof og herefter bestemme blandingens smeltepunkt på Heizbank. 

De kemiske prøver er kvalitative, og der kræves sjældent flere end to for det enkelte stof. Prøverne foretages oftest som dråbereaktioner, der kræver en ringe stofmængde og er hurtige at udføre. Farmakopeens fuldstændige undersøgelsesprogram er langt mere kompliceret og meget tidsrøvende at udføre. Mange af de forenklede kemiske prøver drejer sig om påvisning af specifikke ioner i salte. Dette kan eksempelvis ske efter opløsning af en ringe mængde (ca. 1 mg) af stoffet og udfældning af et bundfald ved tilsætning af et egnet reagens. En sådan prøve foretages på en sort porcelænsplade, hvor bundfaldet er nemt at iagttage, medens der til prøver, som medfører farvereaktion, foretrækkes en hvid porcelænsplade.

Blandt farmakopeens kemiske prøver var titrering en ofte benyttet metode til kvantitativ bestemmelse af færdige lægemidler. I udstillingen ses en fast opstilling med burette monteret på en flaske til titrervæsken samt en komplet destillationsopstilling til analytiske formål.

Som eksempler på laboratorieudstyr af ældre dato er udstillet en retort i træstativ og et smukt mikroskop samt en dekorativ pipetteétagère med pipetter i forskellige størrelser og udformninger.

Til påfyldning krævedes ud over selve emballagen tillige en etiket med lægemidlets navn og mængde og eventuelt supplerende etiketter med brugsanvisninger eller advarsler, samt i en række tilfælde doseringsredskab i form af dråbestav, doseringsske eller medicinmål og undertiden også en ydre emballage.

I udstillingen ses et bredt udvalg af 1900-tallets mest benyttede emballagetyper, hvoraf en række omtales her.

Flydende lægemidler: Klare og brune flasker var indtil midten af 1900-tallet beregnet til lukning med korkprop, som blev forsynet med en plisseret papirhætte, en såkaldt tektur, der blev bundet fast om flaskens hals. Senere gik man over til flasker forsynet med skruelåg og efterfølgende har også plastflasker vundet indpas. Visse flydende lægemidler til udvortes brug skulle udleveres i riflede flasker, såkaldte »giftflasker«, det gjaldt fx jodspiritus og ætsende midler. Sådanne flasker kunne i låget være udstyret med en anordning til påføring af lægemidlet. Lægemidler til dråbevis dosering udleveredes i flasker med tud eller med vedlagt dråbestav. Øjendråber udleveredes i flasker med særlig afdrypningsanordning, næse- og øredråber i flasker med pipetteanordning.

Pulvere og teblandinger blev i reglen udleveret i poser eller i runde papdåser, hvorpå lægemidlets navn kunne være påtrykt.

Ud over de ovenfor nævnte typer omfattede emballagesortimentet en lang række andre, fx spånæsker til plastre og strødåser til puddere. Et indtryk af mangfoldigheden i apotekernes emballager fås også ved at betragte samlingens udstillinger i reolsektionerne for de enkelte lægemiddelformer og i vægskabene med forbrugerpakninger af apoteksfremstillede lægemidler.

For afsætning af de nye varer spillede reklame, emballage og etiket en vigtig rolle, hvilket skabte grundlag for en grafisk industri. Hidtil havde de litografiske virksomheders produktion hovedsagelig drejet sig om kunsttryk og bogillustrationer, men nu begyndte de også at fremstille plakater, indpakningspapir, etiketter og andre tryksager under industrielle former. Snart opstod der tillige nye »litografiske etablissementer«. Den anvendte trykteknik var stentryk, der var lettere og billigere at anvende end de traditionelle bog- og kobbertryk og tilmed gav større muligheder for farvetryk.

I 1851 grundlagdes Aktieselskabet Hagen & Sivertsens Æskefabrik og Stentrykkeri i Odense, der blev landets førende producent af emballager og etiketter til apotekerne, og som tillige producerede receptkuverter. En anden Odense-virksomhed, C.A. Mortensen & Co., grundlagt i 1883, opnåede også en betydelig markedsandel på apotekerne.

I samlingen er udstillet et stort sortiment af forbrugeremballager af pap, hvoraf en del er fremstillet af virksomheden C.A. Mortensen & Co. Sortimentet omfatter runde æsker, aflange skydeæsker, runde dåser og runde strødåser til udlevering af lægemidler, som for flere typers vedkommende foreligger i de indpakninger, hvori de blev hjemkøbt.

Hovedparten af æskerne stammer fra København Istedgades Apotek fra tiden efter 1915 og en mindre del fra Hillerød Frederiksborg Apotek og andre apoteker fra årene efter 1932.

Sortimentet af forbrugeremballager af pap omfatter også fornemt dekorerede, runde og ovale æsker til frihandelsvarer som »Pebermynte Kager«, »Jansen’s Tandpulver« og »Kamfer Tandpulver« fra Istedgades Apotek.

Ekspedition af lægemidler efter recept udstedt af en læge foregik i recepturen. Det kunne dreje sig om et lægemiddel, der forelå som færdigholdt pakning eller som lagervare i standbeholder, hvorfra den ordinerede mængde så måtte afvejes. Endelig kunne der være tale om et magistrelt lægemiddel, det vil sige et lægemiddel, som lægen havde foreskrevet til en konkret patient, og som var individuelt sammensat til den pågældende. I sådanne tilfælde blev lægemidlet fremstillet ekstemporært, hvilket vil sige uden forudgående forberedelse. Lægemidlet fyldtes i en egnet emballage og blev forsynet med en etiket med patientens navn, lægemidlets sammensætning og dosering samt dato og den ekspederende farmaceuts initialer. I henhold til medicintaksten udregnedes en pris, som påførtes recepten. Var recepten udfærdiget med henblik på gentagne ekspeditioner, forsynedes bagsiden med afstempling herom. Var der tale om sidste udlevering, eller at recepten kun var gyldig til engangsekspedition, blev recepten annulleret med et dertil beregnet annulleringsstempel, ofte ved gennemhulning. I udstillingen ses en recepturarbejdssituation.

Lægemiddeludleveringsreglerne sigtede oprindeligt på sikkerhed ved selve udleveringen, men er siden udvidet til også at omfatte sikkerhed ved anvendelsen. I 1978 blev det bestemt, at enhver lægemiddelpakning skulle forsynes med oplysning om såvel dosering som anvendelse, og siden 1997 har det tillige været et lovkrav, at apoteket skal foretage interaktionskontrol, når forbrugeren anvender flere lægemidler, samt yde generel patientvejledning om lægemidlers brug.

Aktieselskabet Hagen & Sivertsens Æskefabrik og Stentrykkeri i Odense blev landets førende producent af receptkuverter til apotekerne, men den anden Odense-virksomhed. C.A. Mortensen & Co., opnåede også en betydelig markedsandel på apotekerne. Ved trykning af de tidligste receptkuverters motiver blev benyttet stentryk, men i løbet af 1900-tallet blev stentrykket udkonkurreret af bogtrykket. Efterhånden kom der mange leverandører af receptkuverter. Forex, der blev grundlagt i 1963, havde gennem en årrække eget trykkeri og blev især kendt for sine serier af standardkuverter, hvoraf den første var »blomsterserien« med 6 kuverter fra 1968. I kraft af store oplag kunne disse receptkuverter leveres til en rimelig pris, eventuelt forsynet med det enkelte apoteks navn mv. Forex er fortsat en af de væsentlige leverandører, også når det gælder individuelle receptkuverter.

Med hensyn til motiverne på receptkuverter er der også sket en udvikling. Oprindelig havde et apotek kun én receptkuvert, som blev benyttet i en længere årrække. De foretrukne motiver var apoteksbygningens facade, apoteksinteriører og -symboler, lokalkort eller lokale seværdigheder. Det var almindeligt, at apotekerens navn var anført, og når en ny apoteker tiltrådte, behøvede man blot ved nytryk at udskifte navnet – det øvrige motiv forblev uændret. Efterhånden blev det også udbredt med kundeinformation, eventuelt på kuvertens bagside. Gennem sidste halvdel af 1900-tallet blev det almindeligt at skifte motiv hyppigere, ligesom man i et vist omfang gik over til standardkuverter med farmaceutiske motiver på forsiden og det enkelte apoteks egne data trykt på bagsiden. Også receptkuvert-serier med flere beslægtede motiver vandt udbredelse. Motiverne har ændret sig til at kunne være fx en billedserie udført af en lokal kunstner. Det bruges også at markere apoteksjubilæer eller ­flytninger ved udgivelse af specielt designede receptkuverter.

I udstillingen vises ligeledes to eksempler på tryksten samt et prøvetryk, begge fra begyndelsen af 1900-tallet. Desuden ses en indrammet collage, omfattende 18 receptkuverter fra Odense Løve Apotek.

Receptkuverter har gennem tiderne inspireret til en række artikler og bøger. De fleste er rigt illustreret og fortæller derigennem apotekshistorie i et grafisk perspektiv. Disse publikationer findes i samlingens bibliotek.

De apoteksfremstillede lægemidler giver et indblik i et centralt kapitel af dansk apotekshistorie. Et repræsentativt udvalg på over 400 af de mest velbevarede pakninger vises i udstillingen. Mangfoldigheden i emballageformer gennem den lange periode er også værd at bemærke. Der ses eksempler på spånæsker, papdåser i forskellige udformninger, salvekrukker af porcelæn og glas, mange former for flasker med korkprop overbundet med en plisseret papirhætte kaldet en tektur, flade tabletglas med metalskruelåg, tabletæsker og salvedåser af metal med dekorativt bemalede låg, tuber af tin samt mange andre emballageformer, der for længst er gået af brug. Man hæfter sig også ved variationen i etiketdesign.

De ældste forbrugerpakninger i udstillingen stammer fra første halvdel af 1800-tallet, men for enkelte pakningers vedkommende mangler angivelse af dato, eller den med håndskrift anførte datering er ulæselig. Også apoteksfremstillede lægemidler fra sidste halvdel af 1800-tallet er repræsenteret med en række forbrugerpakninger.

• Den ældste sikkert daterede pakning i udstillingen er en aflang papskydeæske, hvorpå med sirlig håndskrift er anført: »Hr. Hansen. Hver 2^den Time et Pulver. 15. Aug. 1834«. Apotekets navn og pulvernes sammensætning er ikke anført på etiketten, men signeringen »Ortmann« må tillægges den ekspederende farmaceut, H.J.G. Ortmann, som blev cand.pharm. i 1831 og havde sin gerning på forskellige apoteker, indtil han i 1851 blev dispensator ved Garnisons Sygehus i København.
• En anden tidlig pakning er en spånæske fra »Fredericia Apothek«, men datoen er ulæselig. Apotekerens navn »P. Honoré« viser, at der er tale om Fredericia Løve Apotek, hvor Honoré var apoteker 1811-1849. Pakningen kan derfor være ældre end den ovenfor omtalte. På etiketten er anført: »Rasmus Hansens Kone. En Theskefuld hver 3die Time«, men intet om pulverets sammensætning.
• En karakteristisk rund papæske er sort med tekst i guldtryk: »Svane Apothek. Østergade No. 18, Kjøbenhavn. Pebermyntekager. 8 Skill. Alfred Benzon Medicinalhandel en gros & en detail«. Alfred Benzon var indehaver af Svane Apoteket 1849-1884, og havde i 1849 oprettet den tilknyttede medicinalhandel. Som det fremgår af den påtrykte pris, stammer pakningen med pebermyntepastiller fra perioden før Danmark gik fra rigsdaler og skilling til kroner og ører i 1873.

Et skibs redningsbåde og -flåder skal ligeledes være forsynet med en medicinkiste med lægemidler og medicinsk udstyr.

Lægemidler og medicinsk udstyr til skibets medicinkiste rekvireres skriftligt fra et apotek af skibets reder eller skibsfører. De leverede lægemidler skal være etiketteret med oplysninger om deres anvendelse.

Sygdomsbehandling om bord, herunder udlevering af lægemidler, udføres af skibsføreren eller skibets sygdomsbehandler efter anvisningerne i »Lægebog for Søfarende«. Skibsføreren og sygdomsbehandleren skal have gennemgået en af Søfartsstyrelsen godkendt uddannelse i overensstemmelse med den udrustning af lægemidler og medicinsk udstyr, som skal findes på skibet.

I samlingen er der udstillet fire medicinkister til henholdsvis to skibe, en redningsbåd og en redningsbåd/-flåde samt diverse udgaver af »Lægebog for Søfarende« og bekendtgørelser om skibsmedicin.

For mere detaljerede oplysninger om de udstillede skibsmedicinkisters indhold.

I samlingen vises forbrugerpakninger af ældre danske og udenlandske fabriksfremstillede lægemidler. Ligesom de apoteksfremstillede lægemidler er også disse pakninger udvalgt som de mest velbevarede af en meget omfattende bestand, der er tilvejebragt over en lang årrække.

I sidste halvdel af 1800-tallet førte udviklingen af kemiske lægemiddelstoffer, såvel isolerede plantestoffer som syntetisk fremstillede stoffer, til etableringen af en farmaceutisk-kemisk industri. Med opfindelsen af lægemiddelformen tabletter samt tabletmaskinen og andre farmaceutiske maskiner, der muliggjorde masseproduktion af lægemidler, udviklede den farmaceutisk-kemiske industri sig fra 1800-tallets slutning til en egentlig lægemiddelindustri, som ikke blot fremstillede de kemiske lægemiddelstoffer, men også tilvirkede dem til brugsfærdige lægemidler.

De udstillede forbrugerpakninger med fabriksfremstillede lægemidler omfatter tre kategorier:

• Ældre danske fabriksfremstillede lægemidler fra perioden frem til oprettelsen af Dansk Specialitetsregister i 1954. De udvalgte pakninger – ca. 275 – hidrører fra datidens største lægemiddelindustrivirksomheder: Alfred Benzon, Ferrosan, Gea, Lundbeck, Løvens kemiske Fabrik, Medicinalco, Nordisk Insulinlaboratorium, Novo og Pharmacia. Udstillingen er placeret i tre vægskabe.
• Ældre udenlandske fabriksfremstillede lægemidler før 1954, jævnfør ovenfor. Udvalget, der omfatter ca. 150 pakninger, stammer fra de første store europæiske lægemiddelindustrivirksomheder, nemlig de tyske firmaer Bayer, Merck og Schering samt virksomhederne Ciba, Roche og Sandoz i Schweiz. Disse pakninger ses i to mindre vægskabe.
• Danske og udenlandske fabriksfremstillede lægemidler fra perioden 1955 til ca. 1975, da samtlige pakninger var forsynet med Dansk specialitetsnummer, D.sp.nr. Denne gruppe, der omfatter ca. 2.350 pakninger, er at finde i alfabetisk orden i samlingens Rombic System.

Der foreligger registranter over de tre udstillede kategorier af forbrugerpakninger.

I samlingens magasin findes endvidere en meget omfattende bestand af forbrugerpakninger med nyere fabriksfremstillede lægemidler fra årene efter ca. 1975, da man gik over til at forsyne hver enkelt pakningsstørrelse med varenummer, Vnr. Denne gruppe er ordnet alfabetisk efter lægemiddelnavn, men er af pladsmæssige årsager ikke repræsenteret i udstillingen. Den tæller flere end 15.000 pakninger.

Sygeplejeartiklerne er en meget forskelligartet gruppe, som blandt andet omfatter inhalationsapparater, injektionssprøjter og kanyler, irrigatorer, katetre, klystersprøjter. kolostomiposer, pessarer, pincetter, sakse, termometre, tudkopper, varmedunke, urinprøveglas, øjenbadeglas og øresprøjter.

Et væsentligt delområde med et bredt varesortiment er forbindsstofferne, hvoriblandt kan nævnes: gazebind og -kompresser til dækning af læsioner og sår, hæfteplastre, støtteforbindinger, vat samt øjenforbindinger. Også gaze og plastre imprægneret med lægemidler til specifik behandling af fx brandsår eller ligtorne hører til denne kategori af sygeplejeartikler.

Ud over hovedudstillingen af sygeplejertikler vises andetsteds en kasse med katetre og en samling af øjenbadeglas, ligesom fire montrer er helliget temaerne »Øjenmedicin«, »Injektionssprøjter og kanyler«, »Sygeplejeartikler til brug i forbindelse med og efter fødsel« samt »Nødforbindingskasser fra Falck & Zonen«. For kateterudstillingen og montreudstillingerne foreligger separate oversigter.

Apoteksgrossistfirmaet Bang & Tegner A/S (1882-1992) var i en lang årrække den største leverandør af sygeplejeartikler til apotekerne, men firmaet blev ligeledes producent af en række sygeplejeartikler, blandt andet under mærkerne B & T, Bateg og BATEX. Bang & Tegner A/S varetog også forhandlingen af andre varegrupper til apotekerne, jævnfør afsnittet »Bang & Tegner A/S«.

Dansk Farmacihistorisk Samling er i besiddelse af en lang række af Bang & Tegners sygeplejeartikler, adskillige endog i velbevaret original pakning, ligesom firmaets varekatalog fra 1927 forefindes.

I 1930’erne havde Bang & Tegner stor konkurrence på apoteksområdet fra sygeplejefirmaer som Simonsen & Weel, Nyrop & Maag og N.C. Nielsen. Senere, i 1940’erne og 1950’erne, var de største konkurrenter Arbo-Bähr & Co., Georg Moldow samt Bruhn & Lehrmann. Af andre danske firmaer, der gennem tiden har produceret sygeplejeartikler, herunder forbindsstoffer, til apotekerne, kan nævnes A/S Alfred Benzon, Camillus Nyrops Etablissement samt Thygesen Poulsen.

Biblioteket befinder sig i et bogskab og et reolsystem i direkte tilknytning til samlingens udstillinger samt i magasinreoler i et tilstødende lokale.

Bogskabet, der indeholder samlingens ældste bøger og en række værdifulde klenodier, har tilhørt etatsråd, apoteker Chr. D.A. Hansen (1843-1916). Han havde i 1874 oprettet virksomheden Chr. Hansens Laboratorium, som blev verdenskendt for produktion af osteløbe, og han skænkede i 1892 Den Farmaceutiske Læreanstalt i Stockholmsgade i København tiil staten. Chr. D.A. Hansen blev læreanstaltens første direktør, og bogskabet har stået på hans kontor og blandt andet tjent til opbevaring af eksamensprotokoller. Ved siden af bogskabet er ophængt to portrætmalerier, der har haft deres plads på Den Farmaceutiske Læreanstalt og senere på School of Pharmaceutical Sciences. Det ene maleri forestiller den berømte farmaceut, fysiker og kemiker H.C. Ørsted (1777-1851) og det andet botanikeren Joakim Frederik Schouw (1789-1852). Et eksemplar af H.C. Ørsted-medaljen i aluminium er udstillet i bogskabet.

Reolsystemet rummer fortrinsvis indbundne bøger, hvoraf mange af de ældre er med skindryg og skindhjørner og med rygtitel i guldtryk. Disse smukke bøger samt udvalgte arkivalier er efter behov blevet restaureret af en bogkonservator, som også løbende foretager den nødvendige vedligeholdelse.

• Gruppen af farmakopeer omfatter samtlige danske og et udvalg af ældre udenlandske farmakopeer.
• Den farmaceutiske faglitteratur består af en righoldig samling af især farmaceutiske og farmakognostiske lærebøger og opslagsværker, danske såvel som tyske og heriblandt mange af vore ældste lærebøger.
• En komplet samling af jubilæumsskrifter fra danske apoteker, bogværket »De Danske Apotekers Historie« samt en række biografiske oversigtsværker er væsentlige kilder til belysning af apotekervæsenets historie.
• En næsten komplet samling af fagets danske tidsskrifter fra de ældste årgange er at finde i magasinet.

Efter aftale kan der ske hjemlån fra biblioteket, ligesom der er mulighed for at benytte bøgerne til farmacihistoriske litteraturstudier i videnskabeligt eller andet øjemed ved besøg i samlingen.

Blandt samlingens klenodier skal omtales et par sjældne bøger:

Niclas Lémery (1645-1715) skrev en lærebog i kemi »Cours de Chymie«, som udkom første gang i Paris i 1675. Igennem de følgende årtier blev den genudgivet flere gange, og samlingen er i besiddelse af en tysk oversættelse »Der vollkommene Chymist«, udgivet i Dresden 1726. Bogen er på over 1100 sider.

»Quinologie« er en farmakognostisk bog om kinabark i stort format og med 23 farveplancher. Den er skrevet af Delondre & Bouchardat og udkom i Paris i 1854. Den smukt indbundne bog, der er forsynet med dedikation fra forfatterne, har indtil 2006 haft sin plads på School of Pharmaceutical Sciences.

Af ældre danske bøger skal nævnes vor første farmakopé, »Pharmacopoea Danica 1772«, som er på latin, datidens internationale, videnskabelige sprog, samt Medicintaksten fra 1815 indeholdende priser på de varer, som apotekerne var forpligtet til at være forsynet med. Også vor ældste danske lærebog i farmaci fra 1804 er at finde i bogsamlingen. Den er skrevet af Nicolay Tychsen og bærer titlen »Theoretisk og praktisk Anviisning til Apothekerkunsten«.

Samlingens bestand af registrerede bøger foreligger i form af en biblioteksbase.

Blandt arkivalierne ses en protokol indeholdende kladden til Danmarks Apotekerforenings første forhandlingsprotokol fra stiftelsesdagen 4. september 1844.

En smuk gammel lædermappe med lås og »Apotheker Societet« præget på forsiden kræver nærmere forklaring. Mappen med 12 tilhørende nøgler stammer fra 1804, og ifølge den opbevarede regning var prisen 14 rigsdaler. Apotheker-Societetet var en sammenslutning af de dengang 9 københavnske apotekere og dermed en forløber for Københavns Apotekerforening, som blev stiftet i 1838. Mappen blev benyttet til den interne kommunikation apotekerne imellem, og da de hver havde en nøgle, kunne de således åbne »forsendelsen«, læse dokumenterne, tilføje synspunkter og kommentarer og låse mappen igen inden viderebefordring pr. bud til den næste kollega i kredsen.

Visitatsprotokoller og -beretninger fra danske apoteker og andre apoteksarkivalier som kompositionsbøger, giftbøger og regnskabsbøger er ligeledes at finde i udstillingen.

Apotekernes kompositionsbøger indeholder apotekernes egne forskrifter. Disse håndskrevne bøger giver et fint indblik i det omfattende varesortiment, som blev fremstillet på gamle dages apoteker. Ud over lægemidler omfattede det blandt andet en mængde kosmetik samt produkter til husholdningen.

Fortegnelser over samlingens bestand af apoteksvisitatsprotokoller og -beretninger samt kompositionsbøger foreligger i form af registranter.