Samlingen

I Dansk Farmacihistorisk Samling på Pharmakon i Hillerød kan man få et indblik i farmaciens fascinerende historie.

Samlingen belyser apotekernes og lægemiddelindustriens virksomhed samt lægemidlernes historie gennem de sidste hundrede år.

Samlingen omfatter en apotekssektion, en tabletteringssektion og en lægemiddeludstilling.

I apotekssektionen vises først en udstilling af samlingens prydgenstande fra danske apoteker, omfattende skilte, symboler, krukker, flasker, mortere, vægte, kobberapparater og andre faglige antikviteter. Derefter følger udstillinger af redskaber, apparater og maskiner, som apotekerne har benyttet ved den håndværksmæssige fremstilling af lægemidler, samt udstillinger af glas, flasker, æsker, etiketter, stempler og receptkuverter til brug ved apotekernes udlevering af lægemidler. Apotekssektionen viser endvidere en udstilling af farmaceutiske bøger og arkivalier.

Tabletteringssektionen omfatter tabletmaskiner og andre apparater benyttet i forbindelse med fremstilling af tabletter i danske apoteker og lægemiddelindustrivirksomheder. Sektionen belyser udviklingen af tabletfremstillingen fra håndværk til industri.

Lægemiddeludstillingen viser et udvalg af forbrugerpakninger med apoteks- og fabriksfremstillede lægemidler, som illustrerer udviklingen af lægemidler fra lav- til højteknologiske produkter.

Et udvalg af apparater og maskiner i samlingen er bragt i original og funktionsdygtig tilstand ved restaurering, således at fremstilling af lægemidler kan demonstreres.

Hent Dansk Farmacihistorisk Samlings brochure og flyer.


dfhf.dk benytter cookies til at optimere brugerens oplevelse på sitet.

Jeg accepterer cookies.