Dansk Farmacihistorisk Selskab

Love

Vedtaget på generalforsamlingen 1. september 2003
og ændret 6. oktober 2008
§ 1
Selskabet er stiftet 31. august 1953. Selskabets navn er »Dansk Farmacihistorisk Selskab« (»The Danish Society for the History of Pharmacy«). Selskabet har hjemsted i København.
§ 2
Selskabets formål er i samarbejde med Dansk Farmacihistorisk Fond at fremme farmacihistorisk forskning i Danmark og at udbrede kendskabet til farmaciens historie.

Selskabets formål søges realiseret ved:

  • - at støtte interessen for faghistoriske aktiviteter,
  • - at udgive og medvirke ved udgivelsen af faghistoriske skrifter og andre former for formidling,
  • - at arrangere faghistoriske foredrag, dels i eget regi, dels ved faglige møder, symposier og kongresser,
  • - at yde faglig støtte til Dansk Farmacihistorisk Fonds musealt-faglige arbejde,
  • - at tage del i nationalt og internationalt samarbejde inden for fag- og videnskabshistorien og
  • - at fremme interessen for faghistorien med de midler, der i øvrigt findes egnede.
§ 3
Som ordinære medlemmer kan optages alle, som er interesserede i Selskabets virksomhed. Indmeldelse modtages af bestyrelsen. Udmeldelse sker ved skriftlig meddelelse og regnes fra udgangen af det løbende regnskabsår. Det ordinære medlemskontingent fastsættes af generalforsamlingen. Livsvarigt medlemskab opnås ved indbetaling én gang for alle af et beløb, der fastsættes af generalforsamlingen. Også firmaer, institutioner og lignende kan optages som medlemmer.

Som en påskønnelse for særlig værdifuldt arbejde på faghistorisk område kan bestyrelsen udnævne såvel farmaceuter som andre til overordentlige medlemmer. Korresponderende medlemmer (udlændinge) udnævnes af bestyrelsen. Æresmedlemmer udnævnes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen. Overordentlige og korresponderende medlemmer samt æresmedlemmer er kontingentfri.
§ 4
Selskabets medlemmer modtager vederlagsfrit ét eksemplar af de af Selskabet udgivne publikationer samt sådanne andre publikationer, Selskabet økonomisk magter at distribuere. Ikke-medlemmer kan købe Selskabets publikationer til priser, der fastsættes af bestyrelsen.

Selskabet fører en fortegnelse over danske publikationer med farmacihistorisk indhold. For at denne fortegnelse kan blive så fuldstændig som muligt, er det vigtigt, at medlemmerne underretter Selskabets bestyrelse om, hvad de selv publicerer på dette område, og hvad de måtte få kendskab til af andre publikationer.
§ 5
Selskabets bestyrelse består af mindst 5 og højst 7 medlemmer. Umiddelbart efter den ordinære generalforsamling vælger bestyrelsen af sin midte en formand, en næstformand, en kasserer og en sekretær. Bestyrelsens medlemmer vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen bestemmer selv sin forretningsorden og nedsætter eventuelle udvalg, hvis medlemmer kan vælges inden for eller uden for bestyrelsen. Alle hverv inden for Selskabet er ulønnede. Til dækning af udgifter bevilger bestyrelsen de fornødne midler.
§ 6
Formanden har den daglige ledelse af Selskabet. Formanden er ordfører ved alle møder, og i tilfælde af stemmelighed er dennes stemme afgørende. I formandens forfald fungerer næstformanden i dennes sted.

Kassereren forvalter Selskabets midler og fører de fornødne regnskaber. Selskabets regnskabsår løber fra 1. september til 31. august. Inden den ordinære generalforsamling skal regnskabet revideres af Selskabets revisor og forelægges bestyrelsen.
§ 7
Den årlige ordinære generalforsamling afholdes inden 15. oktober.

På generalforsamlingen behandles følgende punkter:
  • 1) valg af dirigent,
  • 2) formandens beretning om Selskabets virksomhed i det forløbne år og omtale af kommende aktiviteter,
  • 3) forelæggelse af det reviderede regnskab,
  • 4) valg af a) bestyrelsesmedlem(mer) (jf. § 5) og b) revisor,
  • 5) fastsættelse for det påbegyndte regnskabsår af a) kontingent for ordinære medlemmer og b) beløb for opnåelse af livsvarigt medlemskab,
  • 6) behandling af forslag og
  • 7) eventuelt.
Forslag, som af medlemmer ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indsendt til formanden inden 15. august.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 20 medlemmer kræver det. Et sådant krav skal være ledsaget af de punkter, som ønskes behandlet. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 6 uger efter kravets modtagelse.
§ 8
Generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel med samtidig offentliggørelse af dagsordenen. Forhandling om punkter, fremsat på selve generalforsamlingen, kan kun finde sted, såfremt bestyrelsen giver sin tilladelse.

Generalforsamlingen har den øverste besluttende myndighed i alle Selskabets anliggender. Undtaget herfra er dog lovændringer og opløsning af Selskabet. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af fremmødte medlemmer. Alle afgørelser, undtagen lovændringer, sker ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Forslag til ændringer i Selskabets love skal først vedtages med mindst to tredjedele af de på generalforsamlingen afgivne stemmer og derefter udsendes til Selskabets ordinære og livsvarige medlemmer til skriftlig hemmelig afstemning. Forslaget er vedtaget, for så vidt et simpelt flertal af de afgivne stemmer er for forslaget. Dirigenten forestår stemmeoptællingen.
§ 9
Forslag om Selskabets opløsning skal behandles på en i dette øjemed indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Et sådant forslag skal først vedtages med mindst to tredjedele af de på generalforsamlingen afgivne stemmer og derefter udsendes til Selskabets ordinære og livsvarige medlemmer til skriftlig hemmelig afstemning. Forslaget er vedtaget, for så vidt et simpelt flertal af de afgivne stemmer er for opløsningen.

Selskabets sidste bestyrelse træffer bestemmelse med hensyn til Selskabets afvikling. Der skal drages omsorg for, at Selskabets midler, bøger, arkivalier og andre ejendele så vidt muligt også fremtidig finder anvendelse som angivet i Selskabets formålsparagraf.

dfhf.dk benytter cookies til at optimere brugerens oplevelse på sitet.

Jeg accepterer cookies.